Forældreansvaret for vores børns trivsel
Min tale til Venstres Landsmøde 2024
Som mor til 4 børn er min største bekymring i livet mine børns trivsel.
Har de det godt?
Har de gode venner og en del af fællesskabet?
I kender det sikkert alle sammen godt.
Jeg er så heldig, at mine børn trives og har det godt. De kommer i skole, har sunde fritidsinteresser og gode venner, som vil dem godt. Det er jeg glad for.
Men det er ikke noget, som jeg tager for givet.
Men jeg ser også børn, som mistrives.
Jeg hører om børn der ikke kommer i skole i dage, ugevis, måneder og måske år med store konsekvenser til følge.
Når jeg taler med mine børn, så hører jeg om deres kammerater, som har meget fravær. Nogle har angst, depression eller bare opfører sig mærkeligt, som børn kan sige.
Vi er nødt til at sætte fokus på emnet mistrivsel.
Jeg oplever, at det er et stigende problem, som efterhånden er gået hen og blevet til en hverdagsting rundt om på vores skoler og institutioner.
Når børn mistrives, så har det store og langvarige konsekvenser.
Jeg oplever eksempelvis, hvordan mine børn påvirkes af hjemmets telefoner, der ringer eller en sms der bliver skrevet, efter vi er kommet hjem fra lang dag på arbejde og institution – er der virkelig grund til at skulle tage telefonen fra kl. 16-20?
I de fleste tilfælde kan det godt vente. Er løsningen at de har en iPad så? NEJ
Jeg har flere gange oplevet, hvordan mine børns humør ændrer sig markant, når de har haft iPadén i lang tid – og tro mig, så er det her jeg får dårlig samvittighed.
Det er jo helt og holdent min egen skyld..
.. fordi det NEJ ikke kom i rette tid ..
Når vi forældre ikke prioriterer vores børn i deres vågne timer – så kan børn komme til at føle sig alene – måske alene med sin iPad eller andre elektroniske apparater.
Præcis det manglende nærvær er skyld i megen ensomhed, at børns forbilleder bliver medierne mere end forældrene, og det er i min verden en helt forkert udvikling.
Det store spørgsmål er så, hvordan knækker vi den negative tendens, som vi har set i de senere år?
Jeg mener vi skal finde løsningen ved at kigge på os selv.
Det starter hjemme ved køkkenbordet, i sofaen, i stuen og i samtalen, når vi kører bil med vores børn. Det starter og slutter i familien.
Det er her vi skal finde løsningen. Vi skal søge og finde løsninger på, hvordan vi styrker familielivet.
Samtidig, så skal vi give vores skoler og institutioner mulighed for at agere. Mulighed og ressourcer til at handle, når de ser, at et barn er på vej ud i mistrivsel.
Vi skal ikke være bange for at vise vores børn, hvem der bestemmer ved at sætte grænser.
Personalet i institutioner og skoler skal ikke være bange for at trække en forældre til side og spørge ind til situationen i hjemmet.
Det kræver selvfølgelig, at personalet er fagligt klædt på til den samtale og at der er sat ressourcer af til handling.
Det SKAL have høj prioritering.
Hvis vi kan få vendt den negative udvikling, kan vi øge trivslen markant og dermed undgå ødelagte familier, undgå at unge, som ellers har en lovende fremtid for sig, ender på passiv forsørgelse.
Det er en dyr løsning ikke at gribe ind i tide.
Lad os værne om familierne og styrke de lokale fællesskaber.
Styrke og ruste vores unge til en fremtid, hvor de har lyst og selvtillid til at gå fremtiden i møde med oprejst pande og udvikle det samfund, som vi alle er en del af, hvor vi får alle med.
