Høsten er i hus og KV25 står for døren…

Tilde Holch Duedahl

28/10/2025

Kære læsere

Høsten er i hus og arbejdet i marken er afløst af et intensiveret politisk arbejde.

I weekenden fik jeg med hjælp fra en stor gruppe frivillige hængt en masse valgplakater op. Et sikkert tegn på at kommunalvalget nu bliver intensiveret og går ind i den afgørende fase. Det er som kandidat en tid, hvor man har mange bolde i luften og hvor der bliver trukket store veksler på familie og venner. Med weekendens arbejde med at hænge plakater op til kommunalvalget er KV25 for alvor skudt i gang. Og jeg glæder mig 🙂

Samtidig vil jeg sige stor tak til de mange frivillige som stod klar i regn og rusk for at hjælpe med at udbrede Venstres budskaber og skabe synlighed om os kandidater. Tak for hjælpen 🙂

Tilde Holch Duedahl - Venstre Tønder

Det gode liv på landet er et emne, som trofaste læsere og følgere vil vide, at det ligger mit hjerte nært. I sidste måned deltog jeg som repræsentant for LAG Haderslev-Tønder i en to dages konference om udvikling af vores landdistrikter. Det gav mig en masse inspiration og energi med hjem, som jeg vil bruge aktivt i mit politiske arbejde. For der er virkeligt noget at kæmpe for. Vi har så mange foreninger, frivillige fællesskaber, mindre erhvervsdrivende for ikke at glemme de mange iværksættere rundt omkring i vores lokalsamfund, som gør et kæmpe arbejde for udvikling og innovation. Jeg tror på, at hvis vi kan understøtte disse grupper, så kan vi få det gode liv til at blomstre endnu mere.

En af de ting, som jeg ofte hører, er, at erhvervsdrivende og frivillige oplever en mur af bureaukrati i deres daglige arbejde. De barrierer skal vi have væk så vores lokale virksomheder og foreninger kan blomstre til gavn for lokalsamfundet.

I starten af oktober var jeg til strategiseminar i DGI Sønderjylland. Det blev afholdt på det smukke og idylliske Årøsund Badehotel. Virkelig en sønderjysk perle. Her arbejdede vi blandt andet med hvordan vi kan styrke og understøtte vores foreninger endnu bedre. Det gav fornyet energi, fællesskabsånd og inspiration til at fortsætte arbejdet for et levende foreningsliv – i både land og by.

Gennem lang tid har jeg på vegne af flere transportvirksomheder i det syd- og sønderjyske forsøgt at råbe transportminister Thomas Danielsen op vedr. en række udfordringer, som branchen oplever i dagligdagen. 

Det mundede i midten af september ud i at Thomas Danielsen takkede ja til en invitation om at komme på besøg hos Brdr. Ewers a/s i Toftlund.

På mødet fik flere repræsentanter fra lokale transportvirksomheder mulighed for at sætte ord på deres frustrationer over regler, som de oplever spænder ben i dagligdagen. 

Det blev til et godt og konstruktivt møde med ministeren, som lovede at tage de mange input med hjem og kigge på en løsning. Nu venter vi så på en tilbagemelding, som forhåbentligt kan gøre dagligdagen lidt lettere for de berørte virksomheder. 

Tak til Thomas Danielsen for at møde op og lytte, tak til Brdr. Ewers a/s for at lægge lokaler til og tak for de mange gode input på mødet. Sammen er jeg sikker på, at vi kan komme i mål med nogle ændringer i lovgivningen til fordel for de mange transportvirksomheder, vi har i vores landsdel.

Som skrevet i starten, så er kommunalvalget for alvor skudt i gang. 

Jeg kommer særligt til at fokusere på flg. emner:

  • Sundhed hele livet – Ensomhed skal ikke være et livsvilkår. Vi skal styrke fællesskaber på tværs af alder og landsbyer gennem aktiviteter, natur og kultur. 
  • Institutioner og børneuniverser – De små lokalsamfund er kommunens hjerte. Lokale børneuniverser med tæt samspil mellem dagtilbud og skole giver trivsel, kvalitet og gør det attraktivt at bosætte sig i Tønder Kommune.
  • Erhvervsliv og grøn omstilling – Vores erhvervsliv er motoren. Det skal have frihed til at udvikle sig uden unødigt bureaukrati. Med lokalrådene som partnere kan vi finde balancerede løsninger i den grønne trepart.

Endnu en gang tak til de mange hjælpere, som er med til at sprede det gode budskab om Venstres politik. Rigtig godt kommunalvalg til jer alle. 

Mange hilsner 

Tilde

Vil du støtte min kampagne, så vi i Tønder Kommune igen kan få en folkevalgt på Christiansborg

Tidligere indlæg

Debat: Transportbranchen kvæles i regler…

Debat: Transportbranchen kvæles i regler…

Transportbranchen er en vigtig branche i Sønderjylland. Desværre oplever vognmændene i stigende grad af et hav af regler og krav, der hverken gavner miljø, sikkerhed og som svækker konkurrenceevnen. Resultatet er et system, hvor små fejl kan ruinere virksomheder, og...

Politiske vitaminer – August 2025

Politiske vitaminer – August 2025

Kære læsere Sommerferien er overstået og hverdagen er så småt ved at indfinde sig igen her i familien. Ungerne er begyndt i skole igen og traditionen tro, så er vi på samme tid blevet begunstiget med et fantastisk sommervejr, som har givet travlhed på markerne, hvor...

Grundlovstale

Grundlovstale

Glædelig Grundlovsdag 2025 Sikke en hyggelig og smuk eftermiddag i Møgeltønder, hvor et flot fremmøde på cirka 100 personer deltog Udover talerne, som var økonomiminister og Venstres næstformand Stephanie Lose, borgmesterkandidat for Venstre i Tønder Kommune Martin...